Frem og tilbage er lige langt

Da jeg sad i lufthavnen og ventede på at få lov til at gå igennem sikkerhedskontrollen, skete det igen! Og jeg besluttede mig for, at det var et passende brokemne til min blog.
Hvorfor gør folk sådan noget? Hvad er det, der sker inden i dem, der gør, at de skal op at vandre, når de taler i mobiltelefon? Er det dét faktum, at disse (efterhånden knap så) nye mobiltelefoner ikke binder telefontaleren fast til væggen med en ledning, der gør, at dette skal demonstreres ved at følgende sker, når en mobilsamtale tager sin begyndelse:
1) Efter en muligvis meget demonstrativ ringetone tages telefonen, og man begynder at tale højt, så gud og hver mand kan følge med i mindst halvdelen af den førte samtale
2) Man rejser sig op
3) Man vader frem og tilbage i lokalet, forbi/rundt om alle tilstedeværende - kendte som ukendte - der dermed ikke har en levende chance for at overhøre snakken
Jeg har også lagt mærke til, at den formastelige tit står stille, mens han lytter, men så snart det er hans tur til at tale, begynder bentøjet igen.
Jeg har følgende forslag til en bedre verden:
1) Skift for himlens skyld ringetone til én, der er afdæmpet og diskret, ikke mindst når du er i offentligt rum - og tal afdæmpet, modparten skal nok høre dig alligevel, og de tilstedeværende vil ikke være skuffede over ikke at vide, hvad du har at skulle have sagt
2) Bliv siddende, eller rejs dig op udelukkende for at fortrække til et mere afsides sted, hvor du kan tale i fred
3) Bliv så dér!
Udglattende vil jeg slutteligt sige, at jeg har bemærket, at folk hele tiden bliver bedre til mobiltelefonetikette, men der er altså stadig en del, der har et direkte proportionalt slid på mobiltelefon og skosåler.