Wes's Travel Blog: Santorini: July, 2007

Wes's Travel Blog: Santorini: July, 2007

Hvorfor?

Ja, hvorfor er der egentlig ikke nogen, der snøvler sig sammen til at kommentere indlæggene?

Vender stærkt tilbage

Hov, nu er der lige pludselig gået alt for lang tid, hvor jeg ikke har fået skrevet noget. Jeg har et alibi for halvdelen af tiden, nemlig den sidste uges tid, hvor jeg har været på ferie i udlandet og ikke gidet bruge min sparsomme tid på internettet til at blogge. Det var ellers en dejlig ferie med skønt forår, og jeg fik set en masse af mine venner fra studietiden og før. Tak for det - I ved, hvem I er :o)

Min pause fra internettet har fået mig til at spekulere lidt over dét med netdatingen. Jeg overvejer seriøst at droppe det, jeg synes jeg møder for mange mærkelige mennesker online, som jeg har for svært ved at fortælle, at de er for grimme, for dumme, for tykke, for kedelige til at jeg gider at ses med dem irl. Hvordan siger man sådan noget på en pæn måde?
Det må være dagens cliffhanger...

Frem og tilbage er lige langt

Da jeg sad i lufthavnen og ventede på at få lov til at gå igennem sikkerhedskontrollen, skete det igen! Og jeg besluttede mig for, at det var et passende brokemne til min blog.
Hvorfor gør folk sådan noget? Hvad er det, der sker inden i dem, der gør, at de skal op at vandre, når de taler i mobiltelefon? Er det dét faktum, at disse (efterhånden knap så) nye mobiltelefoner ikke binder telefontaleren fast til væggen med en ledning, der gør, at dette skal demonstreres ved at følgende sker, når en mobilsamtale tager sin begyndelse:
1) Efter en muligvis meget demonstrativ ringetone tages telefonen, og man begynder at tale højt, så gud og hver mand kan følge med i mindst halvdelen af den førte samtale
2) Man rejser sig op
3) Man vader frem og tilbage i lokalet, forbi/rundt om alle tilstedeværende - kendte som ukendte - der dermed ikke har en levende chance for at overhøre snakken
Jeg har også lagt mærke til, at den formastelige tit står stille, mens han lytter, men så snart det er hans tur til at tale, begynder bentøjet igen.
Jeg har følgende forslag til en bedre verden:
1) Skift for himlens skyld ringetone til én, der er afdæmpet og diskret, ikke mindst når du er i offentligt rum - og tal afdæmpet, modparten skal nok høre dig alligevel, og de tilstedeværende vil ikke være skuffede over ikke at vide, hvad du har at skulle have sagt
2) Bliv siddende, eller rejs dig op udelukkende for at fortrække til et mere afsides sted, hvor du kan tale i fred
3) Bliv så dér!
Udglattende vil jeg slutteligt sige, at jeg har bemærket, at folk hele tiden bliver bedre til mobiltelefonetikette, men der er altså stadig en del, der har et direkte proportionalt slid på mobiltelefon og skosåler.

Fridage

De sidste påskedage endte ellers med at være temmelig kedelige i mit eget selskab. Først tænkte jeg, at det nok skyldtes, at jeg ikke havde travlt nok (sådan som jeg plejer at farte rundt) men til gengæld havde for god tid til at fundere over tingenes tilstand. Men så kom jeg heldigvis i tanker om, at det sikkert er PMS, det er ved at være tid til det, og så kommer det gode humør lige straks tilbage igen.
Speederen i bund!

Det bankede på døren

Ih, jeg elsker, når det banker på døren. Jeg elsker at få gæster. Og vejret var så godt, mit humør ditto. Og så var det bare ham eks'en, der kom for at få sine glemte sager. Mine følelser for ham begrænser sig foreløbig til at være skidesur, skuffet og røvrendt (i overført betydning, vel at mærke). Så jeg gik direkte i offensiven og fortalte ham alle de ting, som jeg løbende havde været mere eller mindre (for det meste mindre) irriteret over i vores forhold, og som jeg havde svoret, jeg ville holde for mig selv, fordi vi skulle være sammen i 100 år, os to. De to største sandheder er nok, at jeg var skuffet over aldrig at være blevet lukket ind i hans liv og møde venner, familie etc, og den anden, at jeg syntes, at han ikke havde været nok på for at holde forholdet levende. Nå. Det er trist, at det ikke kunne være os to, men det er da godt, at min netdatingprofil virker efter hensigten. Jeg skriver sammen med en sød fyr nu, som jeg også havde skrevet en smule frem og tilbage med før jeg mødte min nuværende eks.

Byggesjusk

Kan det virkelig passe, at man ikke kan stole på nogen? Hér har jeg gået hele dagen og været standby på mobilen, mens jeg har ventet på besked om, at byggematerialerne til huset skulle blive leveret. Ingen opkald. Og så kommer jeg hjem, og der står en fremmed (nåja, fremmed og fremmed, jeg vidste, hvem jeg kunne give skylden) bil på dét sted, hvor varerne skulle læsses af, og varerne ligger 20 m for langt væk. På offentligt område. Stooor krise, chaufføren til bilen var ikke til at finde endsige opspore, jeg blev spist af med elevatormuzak hos byggemarkedet, og alt, hvad der kunne gå galt, gik galt... (fortsætter senere)

...meget bedre, for ikke at sige super :o)

Vågnede seeent på grund af gæsterne, hvis besøg endte med at blive natligt. De fik drukket noget rødvin, jeg hvidvin af princip. Da de var gået, tog jeg et glas hvidvin med mig og gik på nettet for at se, om der skete noget spændende på datingfronten. Det gjorde der, så det blev sent. Da jeg så på computerens ur og konstaterede, at klokken nærmede sig 4, regnede jeg ud, at det var 5 sommertid (det var jo i nat, vi skulle stille den frem, ligesom havemøblerne), og at jeg hellere måtte se at komme i seng, jeg skulle til konfirmation næste aften. Det viste sig nu, at den kun var 4 efter sommertid, men godt det samme, nu havde jeg lukket computeren ned.
Det var godt, jeg ikke kom endnu senere i seng, for da jeg endelig vågnede af mig selv, var klokken over to om eftermiddagen, og jeg regnede ud, at mor og far snart måtte være på vej. De havde været med til konfirmationsmiddagen. De blev dog ikke længe, og jeg gjorde mig klar til festen. Min veninde fra aftenen før kom og hentede mig, hun havde sine to små døtre med. Vi havde en hyggelig konfirmationsfest, og senere fulgte jeg dem hjem, så kunne der være en voksen pr barn, det var handy. Det allerbedste der skete mig dén dag var dog da jeg var på vej afsted om aftenen, og den dejlige babys forældre spurgte mig, hvad jeg skulle om tre uger, for da var der barnedåb. Jeg tænkte, at de nok ville have mig til at servere, men nej, det var langt større... De spurgte mig om det, jeg havde ønsket mig så brændende, men ikke turdet håbe på, da jeg i forvejen var i stor fare for at blive skuffet: De bad mig være gudmor til den lille! Så nu skete det endelig! Jeg skal være gudmor, for første gang i mit liv. Jeg tror, jeg har ønsket mig det siden jeg blev konfirmeret for snart mange år siden, men nu tror jeg, det er en langt større glæde, fordi jeg har ønsket mig det så brændende så længe. Jeg tror, at det eneste, der ville kunne overgå den glæde, jeg føler nu, ville være at få mit eget barn. Tænk, hvor kort der kan være fra kulkælderen til penthouselejligheden!

Det går bedre

Havde besøg af mine forældre fra lørdag formiddag og helt ud på aftenen. Det var en vældig hyggelig dag, jeg kan godt leve som single. Da jeg senere satte mig ved computeren, ringede min fætter for at melde sin ankomst lidt senere. Og så væltede det lige pludselig ind med gæster, min veninde ankom også med mand, baby og rødvin. Så alt var utrolig godt.

Den første aften i resten af mit liv

Jeg tror i virkeligheden det er lige præcis den rigtige dag at sætte hul på en blog. Det går så dårligt i øjeblikket, at det kun kan blive bedre.
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, slog min kæreste (som jeg ellers havde kommet sammen med i godt tre måneder og var meget glad for) op - det havde jeg bare slet ikke forventet. Så sent som i forgårs havde han importeret sin dyne, og så sent som i går morges fik jeg det blødeste sødeste godmorgenkys - og nu er han væk. Med dyne, tandbørste, banankasser og det hele. Ja det med at det er det hele (med undtagelse af en stegepande og noget æblekagerasp) er min egen skyld. Jeg blev så gal - ikke ked af det i første omgang - da han gjorde det forbi, at da han spurgte, om han skulle komme tilbage efter sine ting en anden dag, bad jeg ham om at sørge for at tage alle sine ting med det samme, og sagde, at jeg ikke forstod, hvorfor han først nu skulle til at pakke. Han må have været "hjemme" i cirka en time.
Da han var gået, mærkede jeg tristheden komme. Og nu har jeg bare været mat og forgrædt de sidste timer, men det er heldigvis blevet sengetid.
Og i morgen er det den første dag i resten af mit liv. Hæng på, for det kan kun blive bedre :o)
Godnat