Jeg tror i virkeligheden det er lige præcis den rigtige dag at sætte hul på en blog. Det går så dårligt i øjeblikket, at det kun kan blive bedre.
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, slog min kæreste (som jeg ellers havde kommet sammen med i godt tre måneder og var meget glad for) op - det havde jeg bare slet ikke forventet. Så sent som i forgårs havde han importeret sin dyne, og så sent som i går morges fik jeg det blødeste sødeste godmorgenkys - og nu er han væk. Med dyne, tandbørste, banankasser og det hele. Ja det med at det er det hele (med undtagelse af en stegepande og noget æblekagerasp) er min egen skyld. Jeg blev så gal - ikke ked af det i første omgang - da han gjorde det forbi, at da han spurgte, om han skulle komme tilbage efter sine ting en anden dag, bad jeg ham om at sørge for at tage alle sine ting med det samme, og sagde, at jeg ikke forstod, hvorfor han først nu skulle til at pakke. Han må have været "hjemme" i cirka en time.
Da han var gået, mærkede jeg tristheden komme. Og nu har jeg bare været mat og forgrædt de sidste timer, men det er heldigvis blevet sengetid.
Og i morgen er det den første dag i resten af mit liv. Hæng på, for det kan kun blive bedre :o)
Godnat
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar